Hvad kan man teste?

Formålet med at lave tests, er at se hvad der sker med livet i byen, hvis vi ændrer på den.

Havnegadeparken 2016

Man kan teste mange ting - både nye måder at samarbejde på, en ny indretning af et byrum eller en gade, nye aktiviteter i byen eller noget helt fjerde. En test kan åbne øjnene for, hvad de steder, vi kender så godt, også kan tilbyde. Vi vil gerne afprøve nye måder at bruge byen på som et led i at finde ud af, hvordan bymidten kan udvikle sig. Et byrum kan f.eks. forandre sig meget, når der kommer nye elementer som kunst, planter, møbler eller lys ind i det. 

Tests kan både være store og små. En af de store tests i Randers var Havnegadeparken i 2016, hvor vi lagde rullegræs over Havnegade og indrettede et grønt byrum, som viste hvad der kan ske, hvis Havnegade i fremtiden lukkes for trafik. Det kom bag på mange, hvor kort afstand der faktisk var til vandet.

Vi ser det også, når Justesens Plæne lægger græs til koncerter, streetfoodboder og sidste skoledag eller når hestevognene giver mulighed for at se midtbyen fra en anden vinkel akkompagneret af lyden af hovslag. I midtbyen kommer vi til at teste både små og mellemstore ting, og vi vil gerne høre fra dig, hvis du selv har en ide, der er værd at teste.