Fra midtbykonference til konkrete aftryk

Fra uge 42 til 45 har Torvegade dannet rammen om en test af mere grønt, flere siddepladser og en overdækket scene.

I uge 42-45 har bybilledet i Torvegade midlertidigt ændret karakter. Vi har testet hvordan bynatur, siddepladser og en mindre overdækning kan give nye muligheder og nye rammer om bylivet. Netop disse ting var der mange borgere, som ønskede at  få mere af, da vi efterlyste gode ideer på midtbykonferencen. Vi vil bruge testen til at blive klogere på, hvad der virker, og hvordan vi kan understøtte en positiv udvikling af midtbyen. I testperioden har vi gennemført en række undersøgelser - bl.a. i form af et spørgeskema, interviews og debat på facebook. Alt det vil vi samle op på og bruge i det fremtidige arbejde i midtbyen.

Hvad sker der efter testen?

I slutningen af uge 45 har vi som planlagt afsluttet testen, og det betyder, at det store bed med siddepladser og overdækning er flyttet og vil blive opstillet i forbindelse med skøjtebanen på J.O. Krags Plads. Mange har spurgt os, om vi ville forlænge testen, og vi arbejder nu videre med de øvrige elementer i Torvegade. Testen har givet os værdifuld viden om hvordan vi bruger byen og hvad byens borgere, erhvervsdrivende og gæster synes om det.

Med vores nye viden er det ikke alt, der bliver som før, selv om vi afslutter testen. Cykelparkeringen ved Rådhustorvet og den plads, der kan skabes for gående og til butikkernes gadevarer har vist sig at have potentiale, så her vil vi holde øje med, hvordan området fungerer med en anden løsning året ud. Ved det tidligere Modecentret samarbejder vi med bygningens ejer, Randers City og de nærmeste naboer om at få mere grønt i juletiden. Det kommer I til at se i løbet af kort tid.